VegTrug.Com
Your site for Gap Year Information and advice.........
Growing Instructions Danish
VegTrug Limited


Download the VegTrug
iPhone App - Free!




  Basilikum



Urter fortjener en plads i ethvert VegTrug. De er lette at dyrke og kan være meget kønne at se på. Anbring dit VegTrug på et solrigt sted tæt på køkkenet, da du ofte skal høste urter. Urter kan anvendes til mange ting, fra madlavning til kosmetik og lægemidler.


Basilikum har en dejlig duft og er en vigtig ingrediens i pesto. Planten skal beskyttes i begyndelsen af sæsonen, hvis det er frostvejr. Udplant basilikumplanter fra potter i begyndelsen af juni på et veldrænet, solrigt sted og med et mellemrum på ca. 20 cm mellem planterne. Nip skud af for at skabe en busket plante.

Laurbær

Laurbær dyrkes almindeligvis som en busk eller et lille træ og bruges til at krydre supper og gryderetter. Bladene kan anvendes friske eller tørrede. Udplant en laurbærplante fra en potte i slutningen af april eller begyndelsen af maj. Planterne kan beskæres ret kraftigt og formes. Nip blade af, når du skal bruge dem.

Rødbede

Så de fleste af rødbederne i begyndelsen af sommeren (april og maj). Der lægges et par frø i to til tre centimeter dybe huller i en række med 15 cm mellem hullerne. Det er nødvendigt at tynde ud, når flere frø spirer i hvert hul. De unge rødbeder, der fjernes ved udtyndingen, kan spises rå i salater.


Lad rødbederne stå i dit VegTrug indtil efteråret (september eller oktober), hvis du ikke skal bruge dem inden, og de ikke udsættes for streng frost. Toppene vrides af snarere end skæres af - ikke for tæt på selve rødderne. Opbevar rødbederne i sand et køligt sted. De vil så kunne anvendes vinteren over.

Gulerødder

Min mor sagde altid, at hvis man spiser gulerødder, ser man bedre i mørke. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg ved, at jeg godt kan lide gulerodskage! Jeg ved også, at der er flere A-vitaminer i gulerødder end i de fleste andre ting, vi spiser. De er lette at opbevare vinteren over og kan spises rå i salater eller koges og serveres sammen med stort set alt.


Så gulerødderne i det sene forår (marts til maj). Hullerne skal ikke være ret dybe og skal stampes lidt til efter såningen. Det kan være en god idé at så nogle radiser i rækken, så du kan se, hvor den er, inden man kan se gulerødderne over jorden. Du kan så trække radiserne op og spise dem, så snart de er klar, og lade gulerødderne vokse videre. Nogle folk dyrker også gulerødder sammen med løg, da det siges, at gulerodsfluerne holdes væk af løg, og at løgfluerne holdes væk af gulerødder!


Det er en god idé at vande rækkerne godt for at fremme spiringen, og sørg altid for, at der ikke vokser ukrudt i gulerodsrækkerne. For at få en kraftigere grøntsag kan du tynde ud i rækkerne, når gulerødderne begynder at kunne ses, så der er ca. otte centimeter mellem planterne i rækken. Senere kan du tynde ud igen (høste hver anden gulerod), så der er ca. 15 centimeter mellem planterne. Hver gang du har tyndet ud, skal du sørge for at stampe jorden til igen. Denne metode vil give store gulerødder, som er meget velegnede til opbevaring vinteren over.


Høst gulerødderne i løbet af sensommeren (eventuelt så sent som oktober), før den første vinterfrost. Gulerødder kan opbevares et køligt sted i sand, men sørg for, at du ikke vasker dem, da de så skal spises med det samme.

Blomkål

Blomkål er ikke en begyndergrøntsag, men den kan trives godt i dit VegTrug med pleje og opmærksomhed.


Så blomkål i det sene forår (april og maj) i rækker med 60 cm mellem planterne. Brug den midterste (dybeste) del af dit VegTrug. Sørg for, at blomkålsplanterne altid har rigeligt med fugt, da de ikke tåler tørke. Sørg for, at de bliver ved at vokse. Brug topdressing med gødning og kvælstof, hvis det er nødvendigt.


Høst i juli eller august, når planterne er klar. Det bedste tidspunkt er tidligt om morgenen.  Pas på, at blomkålene ikke bliver udkogte!

Kørvel


Urter fortjener en plads i ethvert VegTrug. De er lette at dyrke og kan være meget kønne at se på. Anbring dit VegTrug på et solrigt sted tæt på køkkenet, da du ofte skal høste urter. Urter kan anvendes til mange ting, fra madlavning til kosmetik og lægemidler.


Kørvel er beslægtet med persille og bruges i en lang række retter, herunder fiskeretter. Sås i få centimeter dybe riller med et mellemrum på 30 cm. Sørg for, at jorden er veldrænet. Så i august. Planterne vil så få en længere sæson, hvor bladene kan anvendes, og hvor frøene kan modnes.

Purløg

Hakket purløg smager skønt i salater, som får en dejlig løgsmag. Purløg er en hårdfør, flerårig plante. Den reproducerer sig selv fra små blomsterløg og bliver ca. 30 cm høj. Purløg formeres ved deling hvert tredje til fjerde år. Blomsterløgene frigør sig og genplanter sig i næringsrig jord. Så med et mellemrum på ca. 20 cm om foråret eller efteråret. Planterne kan vokse op fra frø sået i få centimeter dybe riller i april. Der bør ikke klippes af planterne det første år. Purløg kan vokse næsten hvor som helst, men det gavner smagen, hvis de vokser et solrigt, tørt sted. Pas på, at planterne ikke bliver for frodige pga. overvanding eller overgødskning.

Koriander

Koriander kan lide tør, let jord, og bladene bruges som krydderi i mange retter fra Mellemøsten og Sydøstasien. Frøene anvendes også som krydderi. Så koriander et sted hvor planten kan forblive. Den udvikler hurtigt en lang pælerod og er derfor ikke egnet til omplantning. Så frøene i 1,5 centimeters dybde, når der ikke længere er risiko for frost. Når planterne kommer op af jorden, skal der tyndes ud, så der er ti centimeter mellem dem, og der lægges kompost omkring dem for at holde på fugt og holde ukrudt væk. Hold godt øje med unge planter og sørg for, at de ikke tørrer ud. Når korianderplanten er vokset til, har den kun brug for en smule vand. Du kan sikre dig, at du hele tiden har blade til rådighed, ved at så planter hver tredje uge indtil sensommeren. Høst hele planten, når den er ca. 15 cm, hvis du kun vil anvende bladene.

Dild

Dild er en hurtigt voksende urt. Dild bryder sig ikke om at blive forstyrret! Så frøene i dit VegTrug i april, der hvor planterne skal gro, og tynd ud, så der er 20 cm mellem planterne.

Hvidløg

Hvidløg kan bruges i alle typer af retter. Plant feddene enkeltvis i seks centimeters dybde og med et mellemrum på ca. ni cm i marts. Bortset fra vanding er der ikke andet, der skal gøres, før bladene bliver gule i juli eller august. Træk løgene fri og lad dem tørre tildækket. Opbevar løgene et køligt sted.

Salat


Et salathoved er grundbestanddelen i enhver salat i årets lyse måneder. Du bør eksperimentere med forskellige sorter i dit VegTrug, da nogle er mere sprøde end andre! Sås i ca. to centimeters dybde i rækker i foråret og udtyndes, så der er ca. 30 cm mellem planterne. Du kan flytte de udtyndede planter til en anden række (eller et andet VegTrug), for de er lette at omplante.


Så ikke for mange salathoveder på én gang, men prøv i stedet at så nogle stykker hver uge i løbet af sommeren. Hold jorden omkring planterne fri for ukrudt, og giv planterne vand, når det er nødvendigt.

Mynte

Mynte er en plante, der spreder sig hurtigt, er let at dyrke, og som er meget velegnet til at give nye kartofler ekstra smag! Den er også velegnet til en dejlig, forfriskende kop te. Mynte dyrkes bedst i en lille beholder i dit VegTrug, da planten ellers kan sprede sig meget hurtigt. Plant små stykker rod i 6 centimeters dybde og med et mellemrum på 15 cm i slutningen af april, begyndelsen af april eller begyndelsen af september. Dæk med kompost om efteråret.

Blomsterkarse



Blomsterkarse er en køn plante med lyse orange og røde blomster. Bladene kan bruges i salat, og de friske frø er et velegnet alternativ til kapers. Udplant i april i ca. tre centimeters dybde og med et mellemrum på ca. 20 cm. Du kan vælge en sort, som kan hænge ud over siden på dit VegTrug.

Persille

Persille er en vigtig urt, der anvendes i mange opskrifter. Så frøene i tre centimeters dybde i april til sommer- og efterårsbrug og igen i august til vinterbrug. Spiringen er langsom og kan tage op til to måneder. Der skal tyndes ud i spirerne, så der er 15 cm imellem dem. Pluk regelmæssigt - så har du altid friske blade.

Ærter


Ærter smager bedst, når de spises grønne og friske i løbet af sæsonen. De kan dyrkes i dit VegTrug et lille stykke fra forkanten eller bagkanten og vil give dig dejlige, friske ærter.


Plant dem i en rende på langs af dit VegTrug fra februar til maj. De tidlige planter, som sås i februar, bør være rundfrøede, hvis klimaet er mildt. De fleste af planterne bør dog først sås fra og med midten af marts, og du kan med mellemrum så nye planter i dit VegTrug helt ind i juli. De planter, der sås sent på sommeren, bør være 'tidlige' sorter, som modnes hurtigt, inden frosten sætter ind.


Lav en lille ca. otte centimeter rende med et lugejern, og så ærterne med et mellemrum på fem til otte centimeter. Dæk dem med jord, og stamp jorden lidt til over ærterne. Det er en god idé at lægge ærterne i blød i to til tre dage først, så de spirer tidligt.


Pluk dem unge og spis dem rå i salater. Når bælgene bliver tæt pakkede, kan ærterne bruges i madlavning.

Kartofler


Kartofler er et af hovednæringsmidlerne i vores kost og en af de bedste energikilder, vi kan dyrke. De er også vores vigtigste kilde til C-vitamin i løbet af vinteren.


Kartofler trives godt i tørvejord og er en af de få afgrøder, der trives i sur jord. De tidlige kartofler kan lægges til forspiring, dvs. lægges i bakker (eventuelt æggebakker) i lyset, men ikke i frost. Fem til ti grader er en passende temperatur. Når du planter dem, skal du passe på, at du ikke fjerner alle skuddene, men efterlade to på hver rodknold. Læg ikke de senere kartofler til forspiring, men læg dem direkte i dit VegTrug i det sene forår.


Plant tidlige kartofler i rækker i ca. otte centimeters dybde og med et mellemrum på 45 cm. De senere kartofler kan plantes i en række tæt på midten af dit VegTrug i ca. 13 centimeters dybde og med et mellemrum på 45 cm.


Så snart bladene kommer til syne, skal der hyppes omkring kartoflerne. Hyp igen efter tre uger, og hyp de sene kartofler igen efter to uger.


Du kan høste og spise de tidlige kartofler, når de er ret små, og fortsætte med at høste dem, indtil de er spist op. Hvis du har sået 'middeltidlige' kartofler, kan du så fortsætte med at høste dem. Du kan derefter begynde at spise af de senere kartofler, men du bør efterlade hovedparten af dem i jorden, indtil toppene er visnet bort. Grav dem forsigtigt op og lad dem ligge på jorden i halvanden dag af hensyn til skrællen. De må ikke ligge længere, da de så kan blive grønne (og dermed giftige). De skal derefter opbevares et mørkt sted. Dine kartofler må aldrig blive udsat for frost, da de så vil blive dårlige.

Radiser


Radiser giver salater en dejlig ekstra smag, sprødhed og farve. De er meget lette at dyrke i dit VegTrug. Så de store frø i riller og tag radiserne op, når de er modne. Det er de som regel inden for seks uger.


Så radiserne i løbet af foråret og sommeren (du kan begynde i marts og april), så er du konstant forsynet med sprøde, unge radiser! Lad dem ikke blive gamle og gå i frø. Bliv ved at så, og høst hver sjette uge. Findes der noget dejligere?

Rosmarin


Rosmarin er en anden stedsegrøn urt, som er velegnet til lam. Du sår frøene i maj eller køber og udplanter en potteplante i løbet af foråret. Du kan så frøene i maj eller købe en plante i en potte og udplante den et solrigt, afskærmet sted.

Pralbønner


Pralbønner har en skøn smag. De har brug for en stang for at kunne vokse til vejrs. De kan lide næringsrig, dyb jord. Plant dem på en lang række tæt på midten af dit VegTrug (hvor det er dybest). Bønnerne bør plantes ca. fem centimeter under overfladen og med et mellemrum på ca. 20-25 cm. De bør sås først på sommeren (maj eller juni). Anbringer stænger tidligt nok til at give planterne en god start.


Sørg for, at de får godt med vand, specielt i tørre perioder. Giv planterne kompost og spray af og til vand på blomsterne.


Når bønnerne skal bruges, plukkes de af planterne. De bør være klar i juli, august og september. Planterne giver som regel et stort udbytte.

Salvie

Salvie er en stedsegrøn urt, som stammer fra det sydlige Europa, og som ofte anvendes til at give smag. Salvie kan formeres ved hjælp af stiklinger fra slutningen af april til september. Anbring stiklingerne med et mellemrum på 30 cm et sted med let skygge. Lad dem stå, indtil de er vokset til, hvorefter de kan flyttes til en permanent plads. Salvie trives bedst i solrige områder med kalkholdig jord, men vil også trives i frodig, velbearbejdet jord med god dræning. Vand godt, så jorden er fugtig. Gamle planter har tendens til at blive træede, så skift dem ud hvert tredje eller fjerde år. De gamle planter kan også forynges ved kraftig beskæring i foråret. Te brygget på salvie siges at være godt for hals og ører.

Forårsløg


Løg er en meget let grøntsag at dyrke og opbevare, og få grøntsager kan anvendes til flere ting i køkkenet. De er derfor en oplagt kandidat til dit VegTrug.


Løg sås fra slutningen af februar til begyndelsen af april. Forårsløg sås fra marts til juli og kan anvendes fra juni til oktober. Hvis du sår i august, vil du kunne anvende løgene fra marts til maj det følgende år. Så løgfrøene tyndt i to centimeter dybe riller (huller) i  rækker med en afstand på 20-25 cm mellem rækkerne. Dæk omhyggeligt løgfrøene med jord, og vand forsigtigt. De vil spire efter ca. 21 dage.


Tynd ud i løgspirerne, når de er kommet tre til fem centimeter op af jorden, så der er et mellemrum på ca. fem centimeter mellem planterne. Senere kan du så tynde ud i dem igen ved at trække hver anden plante op, så der er ca. ti centimeter mellem planterne. Sørg for, at jorden er fugtig, når du trækker løgene op, og at de udtyndede planter fjernes helt for at undgå at tiltrække løgfluer.


Du kan også købe sætteløg, dvs. løg, der er klar til planting. Tøm sætteløgene ud i en bakke og anbring den et køligt, tørt sted, indtil du er klar til at plante dem. Fjern overskydende, død plantevækst fra løgplanten, så fugle ikke trækker i den. Plant løgene i rækker fra midten af marts til midten af april med en afstand på ti centimeter mellem planterne. Grav små huller i jorden med en planteske og læg sætteløgene i hullerne, så den groende spids er lige under jordoverfladen. Du kan derefter stampe jorden omkring planterne let til. Husk at vande efter såning.


Brug af og til flydende gødning, og vand kun løgene i tørre perioder. Klip eventuelle blomsterstilke af, så plantens energi bruges på at gøre løgene store og ikke på at sætte frø. Hold op med at vande, når løgene er store og begynder at modnes.

Jordbær


Jordbær - ikke en grøntsag, men vi elsker dem, og det gør dit VegTrug også! De er en glimrende kilde til C-vitamin, og hvis du dyrker forskellige sorter, vil de give bær hele sommeren.


Kom de små planter i jorden i august. Anbring dem med et mellemrum på 30 cm langs bagsiden eller forsiden af dit VegTrug. Dette er den mindst dybe del af dit VegTrug, og jordbær bør ikke plantes for dybt, da rodnettet ikke går særlig dybt.


Lug hyppigt i jordbærbedene og tilfør spagnum. Hvis du ikke har spagnum til rådighed, kan du lægge strå under planterne for at holde bærrene rene. Jordbær kan bære frugt i tre år, hvorefter de bør graves op. Anlæg et nyt bed hvert år, så du er sikret bær hvert år.

Estragon


Estragon har aromatiske blade, der bruges i fiske- og kødretter og også kan anvendes i salater. Estragon dyrkes på et afskærmet sted, og du kan udplante fra en potteplante i marts. Fjern de blomstrende skud, så der altid er friske blade på busken.


Timian

Timian er en velduftende urt fra middelhavsområdet, og den trives i let, tør jord. Plant timian i slutningen af april eller begyndelsen af maj på et solrigt sted i dit VegTrug og med et mellemrum på ca. 20 cm. Pluk blade, når du skal bruge dem. Der vokser nye stilke frem, som skal deles og udplantes hvert andet eller tredje år.

Tomater


Plant tomatspirer i dit VegTrug i den første sommervarme. Plant dem forsigtigt, og sørg for, at der forbliver så meget kompost som muligt på rødderne. Giv hver plante en pind, da den så vokser sig højere og tungere.


Du kan dække jorden med rene strå for at beskytte frugterne. Knib sideskud af. Plej dine tomater godt og vand dem, når det er påkrævet. Det er også en god idé at gennemvæde noget gødning i en spand med vand og vande tomaterne med dette. På denne måde får planterne gødning, samtidig med at de bliver vandet.


Når planterne vokser sig højere, skal de bindes til en pind med bast eller snor. I klimaer uden så meget sol kan du modne tomaterne ved at lægge dem på rene strå og dække dem med et klæde. De bør være klar til at blive høstet i august og september.


Tomater dyrket i dit VegTrug vil være mærkbart bedre end dem, man kan købe i supermarkederne. De tomater, man køber i supermarkederne, er ofte dyrket med henblik på lang holdbarhed snarere end smag.